Hvad vil du fortælle med din kunst? Er der noget særligt, du gerne vil kommunikere?

– Jeg bevæger mig mellem det komplekse og det enkle. Jeg er optaget af, hvor meget jeg kan fjerne, før der ikke er noget tilbage. Uanset hvad jeg laver; collage, grafisk tryk eller lyrik er det altid denne balance, som er omdrejningspunktet. I mine værker undersøger jeg spændingsfeltet mellem for meget og for lidt. Hvordan jeg kan give noget videre, som er stort, komplekst eller larmende – på den mest enkle og tilgængelige måde. Selvom jeg arbejder todimensionelt og altid i papir, oplever jeg selv mine billeder som stenskulpturer. Jeg opfatter mig selv som skulptør mere end som maler, og det tomme rum omkring mine motiver er altid en vigtig del af kompositionen og fortællingen. Jeg fik engang fortalt, at mine værker indeholder en stor mængde af fravær. For mig er det netop i dette fravær, at det som jeg gerne vil formidle bliver til.

Hvad rykker kunsten i dig?

– For mig er arbejdet med kunst en måde at arbejde med transformation. En proces, hvor det jeg oplever bliver omdannet til noget visuelt – en visuel refleksion, som altid er i gang, bevidst eller ubevidst, og som gennem det færdige værk inviterer andre til at reflektere med. Med andre ord holder kunsten mig åben. Dog leder jeg ikke efter noget bestemt, jeg kan omdanne, men prøver at være nærværende i det som er, i hverdagen. Alt kan bruges. Netop fordi kunsten er min måde at udvikle mig på, trives jeg meget dårligt og går i stå, når jeg ikke finder tid til at arbejde. At lave grafisk tryk kan være en meget langsommelig proces, og ofte føler jeg mig mere som en håndværker end som kunstner, da arbejdet med tryk er meget praktisk. Hvert tryk laves i hånden, hvor pladen indfarves og tørres af for hvert et tryk. Traditionelt laver kunstneren kun selve pladen (værket) og har en trykker til at lave oplaget. Jeg sætter en stor ære i at kunne udføre dette håndværk selv.

 

Da en nær ven for nyligt fandt sin vej ud af et skidt ægteskab, lavede jeg en række billeder af organiske former, som bryder ud af massive stenblokke – og vokser.

 

Hvilket menneske har spillet en vigtig rolle i din hidtidige rejse med kunst?

– Frem for et menneskeligt forbillede er det steder jeg har besøgt, situationer og tilstande, som sætter noget i gang i mig. Erindringer om den endeløse is i Nordcanadas ødemark kan jeg bruge igen og igen; sten og klipper, der pludselig står dér – sorte og kantede midt i det øde – og den hvide, bløde sne. Og selvom mine billeder handler om alt muligt andet end naturen, er det altid stenene og minderne om deres skulpturelle former, jeg bruger til at fortælle med. Da en nær ven for nyligt fandt sin vej ud af et skidt ægteskab, lavede jeg en række billeder af organiske former, som bryder ud af massive stenblokke – og vokser. Det der gør indtryk på mig har en vigtig rolle i min kunst. Jeg bruger det, som er og transformerer det til mit eget visuelle udtryk.

Hvornår vidste du, at det var den vej du skulle bevæge dig?

– Jeg er vokset op i et kreativt hjem, hvor man altid fandt på noget. Der blev syet, fotograferet, fremkaldt billeder, lavet tegnefilm, spillefilm, skrevet børnebøger, illustreret og bygget. Så det forekommer mig helt naturligt at ville skabe. Og selvom mine egne projekter altid har levet på et parallelspor til mit arbejde, er det først indenfor de sidste ti år, at jeg har erkendt, at det at lave kunst ikke kun er noget jeg gør, men i højere grad er noget, jeg er. Jeg opdagede at min tilgang til mine arbejdsopgaver blev mere og mere kunstnerisk, og at jeg var nødt til at ændre min opfattelse af mig selv.

Hvornår er du allermest stolt af dig selv som kunstner?

– Ofte foregår mit arbejde lidt ubevidst. Jeg kan nørkle rundt omkring noget i evigheder; tegne, klippe, lime uden egentlig at vide, hvordan det skal ende. Når et billede så er ved at tage form, eller jeg har lavet det første tryk, så er det som om, at jeg ser det for første gang. ’Hvem har lavet det?’ tænker jeg. Det er i de situationer, jeg kan mærke en form for styrke og meningsfuldhed. Når jeg kører hjem fra værkstedet, føler jeg virkelig, at jeg har udrettet noget.

Hvilken bog har du senest læst? Hvad gav den dig? Og er der en bog der hæver sig over alle andre i din bogreol?

– Jeg har netop læse Alkymisten af Paulo Coelho igen. Jeg ved egentlig ikke, om jeg synes den er særlig god. Men jeg bliver ved at læse den i ny og næ. Den minder mig om, at det altid betaler sig at gå med det, som fornemmes rigtigt, følge sin intuition – uden rigtigt at vide, hvor man havner. Jeg bliver så trist, når jeg møder helt unge mennesker, som har lavet en stram endegyldig karriereplan eller fikseret livsvej for sig selv. For hvad så hvis livet bringer dig noget helt andet på vejen? Er der så plads til det?

Hvis du var kunstsamler – hvilket værk eller hvilken kunstner, ville du gå efter?

– Jeg er meget optaget af den japanske kunstner Kazuhito Takadois ultra kompromisløse udtryk i arbejdet med et græsstrå og grene som materiale. Jeg beundrer ham for at være så konsekvent og alligevel at kunne skabe så forskellige værker. Hans kompositioner er stramme – og hans materiale er organisk. En smuk kombination.

Den irakiske kunstner Hussein Tais arbejde har en helt særlig blanding af noget følsomt, en dyb alvor og noget legende – en kraft, som jeg synes er helt unik. Han arbejder oftest i to lag rent tematisk med hans fortid i Irak og landskaberne i Danmark, hvor han bor. En indre kompleksitet, som han lever med hver dag, som han formidler så stærkt og fabulerende i både malerier og grafiske tryk. Man kan opleve hans værker hos Bredgade Kunsthandel i København.

Hvad er det værste råd du har fulgt? Hvad var det bedste? Og hvilket ville du ønske, du havde fulgt?

– En nat jeg stod i værkstedet med en god ven og kollega og kiggede på vores tryk, sagde han at jeg ’skulle passe godt på mine linjer’. Det råd har jeg fulgt med stor tilfredshed. Bjarne Agerbos faglige råd følger jeg i blinde. For magen til viden om grafisk tryk er svær at opdrive. Men ellers er sagen den, at jeg er frygtelig dårlig til at bede om råd. Jeg har det bedst med bare at tømme et emne med snak og derefter selv finde ud af, hvad jeg vil gøre. Min kæreste siger at Piet Heins digt ’Lille kat på vejen’ altid minder ham om mig. Måske er det derfor. Måske er jeg lidt min egen.

_

Louise Breyen (f. 1973) er bla. skolet i klassisk tegning på Glyptotekets Tegneskole og arbejder primært med blæk, collage og grafisk tryk. Hun er medlem af Danske Grafikere og deltog sidste år i udstillingen En skov af tryk på Kunstcentret Silkeborg Bad og Den sorte skole på Kastrupgård Samlingen. Louise Breyen har 24 års erfaring som grafisk designer og arbejder fra sit studio i centrum København. Hun er tilknyttet Atelier Agerbo, hvor hun laver sine grafiske tryk, og hun har blandt andet lavet kunstplakater for det japanske designbrand MUJI. Louise Breyen er repræsenteret hos Galleri Stokkebro i Hellerup.

louisebreyen.com