PIANISTENS PLAYLIST — interview med pianist Alexander McKenzie
Da Yvon møder den klassiske pianist Alexander McKenzie, er han et levende eksempel på, at der hvor kloge mennesker arbejder, er dørene altid åbne. Det unge, dansk-australske musiktalent deler både gavmildt og intelligent ud af sig selv, når han er på scenen. Men også når han fortæller om København, om kammermusikkens bindegale konversation og om, hvordan han holder vejret sammen med sit publikum.
Din vej ind til musikken – hvad er den båret af?
– Musik er et sprog, hvis bogstaver er toner, hvis ord er figurer, hvis sætninger er melodier. I modsætning til et sprog man taler, så indeholder musikken en meget sanselig, fysisk dimension – det kan ofte føles som om en melodi taler direkte til hjertet eller maven. Jeg oplever et meget intenst nærvær og kommunikation med andre mennesker gennem netop dét sprog. Desuden er jeg bare virkelig hooked på at være på scenen. Jeg kan være rædselsslagen eller meget nervøs lige inden, men adrenalinen og nerverne er det hele værd, hvis det går godt deroppe.
Du er netop debuteret fra DKDM’s solistklasse med et selvvalgt program. Hvad fortæller programmet om dig som pianist – dine styrker, din musikalske smag?
– Jeg spillede først Schuberts sidste klaversonate, derefter to værker af Ravel – “Ma mere l’Oye” (Min gåsemor) og så hans trio for klaver, violin og cello.
Schubert sonaten er et kæmpe abstrakt mesterværk, som i mine ører er en fortælling om og fejring af livets gang. Musikken fortæller om ungdommens uskyld og optimisme, skæbnens uransalige sti, kærlighedens lege og kampe. Til tider roligt som en urflod, til tider fandenivoldsk og radikalt. Det er som en ensom bjergbestigning, men også meget givende.
”Ma mere l’Oye” spillede jeg firhændigt (to pianister, ét klaver) sammen med Amalie Malling. Det er et værk, der fortæller fem eventyr – blandt andet Tornerose og Skønheden & Udyret – i et vildt sanseligt, sensuelt farverigt tonesprog.
Ravels Trio for klaver, violin og cello er ligesom “Ma mere l’Oye” ekstrem sanselig musik, fyldt med smukke disede franske melodier og overvældende klangfarver.
Programmet viser vel mine forskellige sider – både som solopianist og kammermusiker, og allervigtigst; noget musik jeg virkelig elsker.
Var musikken et naturligt kald for dig?
– Det er meget svært at svare på. Det var ikke altid lige sjovt at øve sig både før og efter skole hver dag, da jeg var mindre, og det er bestemt heller ikke altid noget glamourøst liv som pianist. Men på den anden side, så laver jeg noget jeg elsker, og så længe jeg bliver bedt om at spille koncerter, så føler jeg mig hamrende heldig og udfordret. Det er virkelig et eventyr.
Hvad betyder disciplin (både den ydre og selvdisciplinen) for dig?
– Disciplin for mig handler vel om at kunne knokle med hver eneste tone og detalje så tålmodigt og grundigt som muligt. Sådan at det sætter sig naturligt i kroppen og hovedet og kan flyde, når man til syvende og sidst sidder på scenen og skal levere en oplevelse.
Kammermusik er som en bindegal, abstrakt konversation med toner og melodier. Der bliver hvisket eventyr og røverhistorier, fortalt vittigheder, råbt og skændet, og sunget klagesange, folkeviser og vuggeviser.
Hvem spiller du helst for? Har det nogen betydning, hvem dit publikum er, og om der overhovedet er et publikum?
– Både de mest kritiske og sjoveste mennesker jeg spiller for er nok mine to kollegaer i Trio Vitruvi. Kammermusik er som en bindegal, abstrakt konversation med toner og melodier. Der bliver hvisket eventyr og røverhistorier, fortalt vittigheder, råbt og skændet, og sunget klagesange, folkeviser og vuggeviser. Det er som teater uden ord. Og man mærker det med det samme, hvis ikke det er ærligt. Derfor kender vi hinanden meget godt, og er også ekstremt kritiske overfor hinanden. Det er sjovt! Jeg elsker generelt at spille i intime koncertsale, hvor publikum er helt tæt på, og man indimellem kan få øjenkontakt eller høre, hvordan vejrtrækningen ændrer sig i takt med musikken. Nogle gange bliver der så stille og åndeløst, at jeg kan høre publikum holder vejret sammen med os.
Hvilke tre mennesker inspirerer dig mest, og hvad er det netop de kan?
– Min ældgamle læremester Hatto Beyerle. Han bor i en vindmølle midt i skoven i Tyskland. For ham stopper arbejdet med musikken aldrig, og han hører musik, som om det var den første gang, hver gang – og det samme med mennesker han møder. Ren nysgerrighed, åbenhed og meget eventyrlyst.
Balletdansere. De knokler som ingen andre jeg kender, og kan få noget som er fysisk benhårdt, til tider umuligt, til at være vægtløst og smukt.
Min mor – fordi hun har fået tre drenge og været verdensmester i at finde sig i al den ballade mine to brødre og jeg lavede, da vi var små i Australien.
Hvorfor har du valgt at bo i København?
– Jeg er opvokset i Sydney, men flyttede til København for ti år siden for at studere hos Amalie Malling. Hun har været min største lærermester og har lært mig at lytte og høre på alt, der foregår i musikken, og at alle stemmer, alle farver og små figurer, der gemmer sig nede i understemmerne, er drønvigtige. Nu elsker jeg at bo her. Mine venner, min kæreste og mine kollegaer er her. Jeg spiller også koncerter i Tyskland, England, Frankrig og Østrig, så det er heller ikke værst, at resten af Europa ligger lige om hjørnet. Når jeg savner Australiens klipper og vilde natur, så pakker jeg en rygsæk og vandrer i Norges bjerge. Men jeg har ikke fundet særlig mange farlige edderkopper, slanger eller sultne hajer og krokodiller deroppe – endnu!
Hvis du skulle forlade byen, hvilke steder ville du så savne mest – og hvorfor?
– Palmehuset i Botanisk Have. Måske er det fordi, det minder mig om min barndom, men det er også bare et vildt sted! Jeg elsker at se på mærkelige planter og kravle rundt oppe under glastaget i varmen. En dag vil jeg gerne spille en serie koncerter i alverdens palmehuse.
Kalvebod Bølge. Nu er det snart forår, og så er der ikke noget bedre i hele verden end at springe i vandet både inden dagens prøver eller efter en koncert. Både min kæreste og min labrador kommer med, og sammen kan vi få en sommeraften til ikke at handle om andet end saltvand og saltomortaler.
Radiohuset på Frederiksberg. Det er nok den koncertsal, jeg har spillet flest koncerter i, og det føles som et hjem. Der er så smukt derinde, og salen har en meget speciel og vidunderlig stemning og akustik. Min trio har lige indspillet vores debut plade derinde, som udkommer i Carnegie Hall om en måneds tid.
Vil du afsløre top ti på din personlige playlist?
Stravinsky: Sacre du Printemps (gerne med Pina Bauschs koreografi til!)
Prokofjev: Romeo & Julie
Beethoven: Klavertrio i B dur “Ærkehertugen”
Debussy: Forspil til en Fauns Eftermiddag
Joao Gilberto: Amoroso / Brasil (hele pladen!)
Bach: Goldbergvariationerne
Schubert: Forellekvintetten
Schumann: Klaverkvintet i Es dur
Steve Reich: Music for 18 Musicians
Seu Jorge: “Life on Mars?” fra Wes Andersons The Life Aquatic
Hvilke planer har du for 2018?
– Jeg knokler for tiden med at få stablet en festival på benene her til sommer, der fejrer kammermusik sammen med ny-koreograferet ballet. Den hedder Kammerballetten, og det er nogle af Danmarks bedste balletdansere og koreografer, der har sagt ja til at være med! Festivalen bliver afholdt på Operaens intimscene, Takkelloftet, den 15. og 16. august. Ellers, så glæder jeg mig over, at jeg skal spille med på Verdensballetten 2018 med min duo Walentin & McKenzie, og selvfølgelig spille en masse koncerter med min trio rundt omkring i hele verden.
kammerballetten.com


_
Tekst: Mette Bonavent
Foto: Maja Hahne Regild
Tak for lån af location til Glyptoteket
RELATEREDE ARTIKLER
ØJET FORTÆLLER, NÅR DET ER RIGTIGT
Interview med kvinden bag Glyptotekets…
AESTHER EKME
Interview med designer Stephane Park
PEGGY
Peggy Guggenheim. Hvad hun gjorde, og…
KOMPONISTEN
Interview med Louise Alenius