Du skaber pelse til Københavns cool kvinder og har flere udenlandske kunder fra både Paris, Schweiz og Berlin. Var arbejdet med pels et kald eller var det bare en naturlig fortsættelse af, hvad du altid har kendt til?

– Jeg er født og opvokset i pelsbranchen og pelse har været en del af vores familie, siden jeg var helt lille. Derfor var det helt naturligt for mig, at det var den vej, jeg skulle gå. Men det var først langt senere, efterhånden som jeg fik mere faglig selvtillid og selv følte, at det jeg kunne rent faktisk var rigtig godt, at det blev til et reelt ‘kald’. Jeg tror at ‘kaldet’ handler meget om også at føle sig dygtig til noget.

Du har ry for at være perfektionist ned til mindste detalje. Hvornår ved du, at en pels er helt færdig – hvad skal der til?

– Arbejdet med pels og skind kræver tålmodighed, ro og fokus. Men i lige så høj grad handler perfektionen om, at jeg bare ikke kan lade være, og jeg går hellere planken ud for at få en søm eller et foer til at sidde lige i skabet. Om det så kræver, at jeg er nødt til at lave det om. Jeg flyver gerne til Berlin for at finde de helt rigtige knapper eller får farvet silkeforet i den helt rigtige nuance, så den passer til pelsen. Da jeg var yngre kunne jeg sidde hele natten, for at få det helt rigtige udtryk frem. I dag er det stadig først efter halv seks, at jeg finder roen, da mine dage er fyldt med kunder og prøvninger. Men natarbejde hører dog heldigvis til sjældenhederne.

Hvad har du lært af at vokse op i et hjem, hvor produktion af pels var omdrejningspunktet?

– Der er helt klart en vis stolthed forbundet med mit fag, som jeg også fik med hjemmefra. Pelsbranchen er i perioder meget udskældt og en branche, som har op- og nedture. Der vil altid være dem, der er imod pelsproduktion og dem, der elsker pels så meget, at de ikke kan lade være. Det skal man være klar til. Så jeg har lært at være omstillingsparat.

 

Folk har brug for at skille sig ud og er samtidig, som en naturlig del af et behov for at passe på vores jord, trætte af masseproduktion og brug-og-smid-væk kulturen.

 

Hvorfor er pelse tilbage som aldrig før? Hvad er det der gør, at flere og flere vælger at bruge så mange penge på et stykke ‘dyr’?

– Først og fremmest tror jeg, det ligger helt indgroet i den menneskelige natur at bruge skind og pels som en naturlig del af det at ‘skærme’ sig mod den ydre verden. Det var jo der, det hele startede for mange tusind år siden. Samtidig er pels et helt unikt og bæredygtigt produkt, som begge dele er to vigtige parametre i den tid, vi lever i lige nu. Folk har brug for at skille sig ud og er samtidig, som en naturlig del af et behov for at passe på vores jord, trætte af masseproduktion og brug-og-smid-væk kulturen. En pels er et ekseptionelt og originalt valg, da ingen pelse er ens. Og så kan de gå i arv. Derudover er en pels jo bygget op af flere sammensyede skind med hver deres karakter og detaljer, så det det endelige udtryk hører kun den pels til.

Har du et personligt forbillede – en person, der siger dig noget særligt, fordi han eller hun gør sig ekstra umage?

– Der er mange, jeg beundrer for deres kreativitet – ikke mindst Karl Lagerfeld og hans arbejde for modehuset Fendi til hvem han har skabt de mest fantastiske pelse. At han i så høj en alder bliver ved og ved med at overraske, imponerer mig virkelig. Men jeg må indrømme, at min far faktisk altid har været et stort forbillede. Han er en af de mest stærke og ambitiøse mennesker, jeg kender, og det smitter selvfølgelig af på mit eget arbejde. I hans verden kan alt lade sig gøre, og hans vilje til at ville lykkedes med noget er helt ekstraordinær. Han er perfektionist til fingerspidserne og giver aldrig op. Og er der noget han ikke kan få fat i, hvad enten det er en speciel farve eller en knap – så laver han det selv.

Hvad er ægte talent? Og hvordan finder man frem til det, man er bedst til i sig selv?

– Talent er ikke en entydig ting og ofte noget, der skal arbejdes hen imod, før man finder ud af det. Alle har deres respektive kompetencer, men der kan gå lang tid, og det kan kræve flere omveje at nå dertil. Jo mere tid der går, jo bedre lærer man sig selv at kende. Det handler meget om at give slip og mærke ordentligt efter i sig selv ift, hvad man gerne vil. Og så dyrke det – gå med det, man er god til. Man udvikler sig jo hele tiden, og hvad man måske ikke ved, når man er i starten af 20’erne står måske først soleklart, når man er 45. Men jeg er sikker på, at så længe man er åben og går med ens naturlige energi, så skal man nok nå det. Selv er jeg udlært hos min far, og vi har et fantastisk samarbejde den dag i dag. Men jeg vidste, at jeg var nødt til at starte selv, for at kunne udleve mit eget talent fuldt ud.

Hvilket råd ville du ønske du havde fået som ung, men ikke fik?

– Selv havde jeg sparet en del år, hvis jeg havde lyttet mere til mig selv fra starten. Min egen vej har ikke været snorlige ift, hvor jeg er i dag. Men måske er det hele pointen: Det gør ikke noget at vejen slingrer, for du lærer noget i hver en bugt. Også selvom det ikke lige var den vej, du skulle. Det er de færreste, der som ung kan sige, hvad de vil bruge resten af deres liv på. Derfor er det eneste, man kan gøre at følge sin naturlige lyst og ikke være bange for at tage nogle forkerte beslutninger. For man bygger jo bare på, og der er ikke noget forkert i at lave fejl eller lave tingene om. Tværtimod, så er det der, man lærer noget.

Er der et kunstværk, en kunstner, en sang eller andet, som har gjort så stort indtryk på dig, at det næsten har rystet din grundvold?

– For nylig besøgte jeg National Portrait Gallery i London og blev blæst helt omkuld af udstillingen med Rembrandts portrætter, som stadig den dag i dag står så knivskarpe, at det næsten føles som om, at personerne på malerierne sidder lige foran dig. Ellers er det mest i naturen, at jeg for alvor bliver imponeret. Man kan ikke så meget andet end give sig hen til den og sætte alt andet på stand by.

Hvad har været den mest skelsættende oplevelse du har gennemlevet, og hvad har du lært af den?

– Det kan lyde cliché-fyldt, men det at blive mor og skulle dele mit fokus og min kærlighed op mellem mit arbejde og min familie har været en stor udfordring for mig. Jeg har en kæmpe kærlighed til begge dele og begge verdener er helt fantastiske. Men også meget kontrastfulde. Når jeg er på mit værksted, glemmer jeg alt andet, og jeg er enten her eller der. Det går ikke altid op, men jeg prøver at gøre mit bedste, for at kunne give mig fuldt ud begge steder.

Hvordan optimerer man sit liv og får mest ud af det?

– Det er vigtigt, at man finder et miljø, hvor der er en respekt og en opmærksomhed om ens person. For de personlige relationer i ens nærmeste netværk kan være altafgørende for, om man tør følge sine drømme. Ofte er det jo i relation til andre, at vi udvikler os. Bliver man ikke set og hørt og bliver anerkendt for det, man selv føler, man kan, så lukker man ned for den naturlige energi. Gør man til gengæld det, så er der næsten ikke grænser for, hvor langt man kan nå. Husk derfor, at dit netværk ikke er statisk, og at verden er stor.

—

Pia Christensen har lavet pelse siden 1993 og er uddannet tilskærer og konstruktør med speciale i overtøj fra Københavns Tilskærerakademi. Desuden har hun stået i mesterlære hos sin far, Buntmagermester Nels Erichsen, hvorfra hun er uddannet buntmager.

pia-christensen.dk

_

Tekst og foto: Maja Hahne Regild
Kampagnebilleder: Styles Pia Christensen, foto Steen Evald, model Maria Palm, styling Souvanni Asmussen, hår og makeup Sine Ginsborg