KOMPONISTEN — Interview med Louise Alenius

Louise Alenius er klassisk komponist og har med musik til balletter, opera, film, visuel kunst, modeshows, lydbøger og performances vist en forståelse af momentets styrke, som er svær ikke at bemærke. Hun har en evne til at omfavne hvert eneste projekt med en intensitet, som om hun opdager et lille stykke af sig selv i hvert værk. Det gør man i hvert fald som publikum, når Louise og hendes ensembler inviterer indenfor i Porøset på Det Kongelige Teater. Hvis du ikke er blandt dem, der fik skaffet billetter til de eksklusive og ubehøvlede korte peepshows, så er Porøset, kort fortalt, petit-forestillinger for én person ad gangen. Og intet afsløres forinden.

I Porøset optræder du og dit ensemble for blot et menneske ad gangen, og dit publikum kommer gloende tæt på kunsten. Hvad ændrer sig, når vi retter os direkte mod et solopublikum og sætter intimiteten og øjenkontakten i fokus? Hvad gør det ved dem, og hvad drømmer du om, at de får med hjem?

– Det er mit indtryk, at det er meget forskelligt, hvad det gør ved folk. Jeg prøver at lave nogle værker, som er åbne nok til, at publikum selv kan resonere i dem og giver dem en oplevelse, som bliver siddende i kroppen. Jeg har ikke noget fast ensemble. Jeg finder altid personer, som passer til den idé, jeg har.

Tror du, der er mere nærvær, når man sidder der i publikumsstolen, og er den eneste modtager?

– Uden tvivl! Og nærvær handler jo også om at være i kontakt med sig selv, og det kommer man. Netop fordi publikum ikke kan dele deres oplevelse med andre i momentet, og heller ikke kan se, hvordan andre opfatter værker, så tror jeg, at de oplever kunsten mere individuelt og friere. Det er i hvert fald ekstremt varierede tilbagemeldinger, jeg får, hvor publikum bliver berørte over vidt forskellige dele. Det elsker jeg.

Hvad fratager du publikum, når de ikke får en kollektiv oplevelse i andres selskab, som en teatersal normalt er? Og hvad får de som noget særligt?

– Jeg fratager dem meget bevidst den tryghed man ofte har som publikum. Ingen er afslappede når de træder ind i Porøset. Publikums sanser er til gengæld ekstremt skærpede, bl.a. fordi de ikke ved, hvad der venter dem. Jeg forsøger at bygge en tillid op undervejs og give plads til, at ‘noget’ kan folde sig ud et sted mellem kunstværket og mennesket i den grønne stol (publikum). I mine øjne er det netop dér, kunst findes – og det sted dyrker jeg meget i Porøset.

 

Jeg tror på at tillid engang imellem kan punktere magt, og jeg prøver at få det til at ske både i Porøset og andre steder i livet.

 

Er der magt i kun at fokusere på en person af gangen?

– Ja, sådan kan det opfattes – men magt er ikke så interessant her, for der er noget langt større på spil. Det letteste i verden ville være at udnytte publikums sårbarhed, men så ville Porøset være smadret for altid! Jeg har lavet otte forskellige Porøset-forestillinger. Hver gang føler jeg, at publikum bliver mere tillidsfulde og hengivne end sidst. Det er nok det, jeg elsker allermest – at se folk finde en slags ro i en absurd situation, som jeg har fundet på at kalde ‘kunst’. Jeg tror på at tillid engang imellem kan punktere magt, og jeg prøver at få det til at ske både i Porøset og andre steder i livet.

Hvilket forhold har du til masse-publikummet og eksisterer det i din verden?

– Helt fint. Min opera Silent Zone som havde premiere i sommeren 2017, var lavet for et større publikum, og jeg laver andre projekter, hvor jeg fra starten tænker et større publikum ind. Jeg hører selv ofte symfoniske koncerter, og der er måske 1000 mennesker i en sal – helt stille og lyttende i mange timer i træk. Jeg går til gengæld aldrig til koncerter, hvor folk står/sidder og taler undervejs – den slags halve oplevelser interesserer mig slet ikke.

Hvorfor arbejder du med teater og musik?

– Jeg kan ikke lade være. Når jeg får en idé, forsøger jeg ofte at glemme den igen, fordi det næsten altid er vildt besværligt og tager ekstremt langt tid at realisere. Sandheden er, at de stærkeste idéer er umulige at glemme, og jeg føler en sær form for forpligtigelse til at vise andre det, som jeg selv synes er fantastisk. Mine livssyn bliver jo foldet ud via mine værker, så det er dybest set en slags kommunikation. I stedet for at holde en tale eller synge en sang, så giver jeg folk en oplevelse, som jeg har planlagt ned til mindste detalje. Derefter giver jeg slip på idéen og håber, at den lever videre inde i publikum.

Hvad kan du personligt bedst lide at investere (tid, penge eller energi) i?

– At være sammen med mennesker jeg elsker, eller nye mennesker som jeg tror, jeg kommer til at elske.

Hvilket kunstværk har haft størst indflydelse på dit liv?

– Da jeg var barn, hørte min far ofte ekstremt højt musik. Han hørte store symfoniske værker af Wagner, Mahler, Beethoven, Schubert mens han arbejde. Jeg havde et had/kærligheds forhold til musikken, fordi den på en gang lagde sig tungt og dramatisk på mit humør, og samtidig satte en ild af tanker og følelser i gang. Og jeg har haft nogle ret fantastiske trip undervejs, som jeg ikke behøvede at dele med nogen. Det er klart relateret til min måde at arbejde på. Jeg er helt isoleret fra omverdenen, langt inde i et trip, som ender med at blive til musik.

Er der et sted på kloden, hvor du føler dig hjemme – men som ikke er hjemme?

– Der er mange steder. Jeg føler mig hjemme i de fleste storbyer og i den helt øde natur som skove og bjerge. Jeg elsker både vildskaben og stilheden i storbyer og det samme i naturen. Til gengæld har jeg svært ved at forstå små lokalsamfund og mellemstore byer.

Har du en ny rutine som har forbedret dit liv indenfor de sidste fem år?

– De sidste par år har jeg badet i havet så ofte jeg kan. Jeg har altid været sindssygt bange for vand, og det er jeg egentlig stadig. Men nu har jeg luret, at jeg er endnu mere stolt over at overvinde frygten (og kulden) end jeg er bange. Det er ret stort for mig.

Vil du nævne tre personer, du synes gør sig ekstra umage? Hvad gør de anderledes?

Torben Sangild. Jeg har oplevet hvordan han arbejder, både i forbindelse med interviews og mere researchende artikler. Han er i mine øjne en af de mest interessante kulturformidlere i Danmark. Selvfølgelig fordi han aldrig stopper, før han er helt i mål. Men også fordi han nysgerrigt og begavet belyser emner fra nye vinkler og forholder sig ydmyg overfor materialet. Det gør ham i stand til at forstå og formidle kunst (og alt muligt andet) på den fineste måde.

Mine komponistkollegaer, Line Tjørnhøj og Niels Rønsholdt. De er på hver deres måde ekstremt fritænkende og nysgerrige som kunstnere, og dykker ned i hvert eneste hjørne af deres værker. Samtidig er de hensynsfulde og fulde af respekt for de musikere og sangere, er fortolker deres musik– det er en vigtig kombination.

Mine forældre. De er begge forskere og dybt passionerede mennesker. De ved, at hver eneste detalje i et gammelt håndskrift eller en tekst har stor betydning for helheden, og de har lært mig glæden ved at være grundig og styrken i at blive ved og ved – både i medgang og modgang. Jeg synes, at passion (og glæden ved at gøre sig umage, når man arbejder med sin passion) er noget af det fineste, de har givet videre til mig og mine søskende.

_

Louise Alenius har for nyligt skrevet Operaen Silent Zone som genopsættes i august 2018, og tidligere balletmusik til Elefantmanden og Napoli på Det Kongelige Teater. I 2014 søsatte Louise Alenius Porøset på Det Kongelige Teater og har siden lavet otte musikalske miniaturer af forskellig karakter. Hun er også dirigent for Korage, et nystartet kor med danske solister, der blandt andre tæller Pernille Rosendahl, Josephine Philip og Sharin Foo. I øjeblikket arbejder Louise Alenius på et værk skrevet til Cisternerne i København. Det skal uropføres i forbindelse med Bloom – natur og videnskabsfestival d. 26 maj. Derudover skriver hun en ny opera og arbejder på en større kunstinstallation. Og så er der Porøset 9, som kommer engang i 2018.