YVON — Læseklub
Vi beder løbende et inspirerende menneske om at anbefale en bog til Yvons Læseklub. Der er ingen krav om genre, sideantal eller nyhedsværdi, men vi håber hver en bog vil suge os ind, påvirke det vi tror på, udstyre os med værktøjer til at ændre diskussionen, uddanne os, bevæge os og tage os på uventede eventyr.
God læselyst!
Christina Thiemer er chef for Politikens Boghal. Hun anbefaler denne bog til Yvons læseklub:
ANNA KARENINA af Lev Tolstoj, nyoversat af Marie Tetzlaff
– En af de helt store russiske klassikere, som kan skræmme enhver læser væk, er ‘Anna Karenina’ af Lev Tolstoj, udgivet første gang i bogform i 1878. Der er dog en mening med anbefalingen. En klassiker er et stykke litteratur, som har overlevet i årevis, overlevet generationer og har talt til et uhørt antal menneskers sind gennem tiden. Det kan kun lade sig gøre, hvis klassikeren har noget at fortælle os, uafhængig af tid.
‘Anna Karenina’ er endelig blevet oversat på ny af journalisten og forfatteren Marie Tetzlaff, som til daglig er leder af Dansk Kulturinstitut i Sankt Petersborg, og er en af den slags romaner, som ikke springer over, hvor gærdet er lavest. Vi har alle sammen en fornemmelse af, at det er en kærlighedshistorie, selvom vi hverken har læst den eller har set filmene. Men den er meget mere end det. Romanen giver os et ærligt menneskebillede. Et billede af vores afstumpethed, uformåen, storhed og magtesløshed. Hvor Disney stopper med ’de levede lykkeligt til deres dages ende’, går ‘Anna Karenina’ først rigtigt i gang. Der hvor man mister den store kærlighed, sig selv og hvor skammen blot er en milesten, man passerede for lang tid siden.
Der er enkelte sætninger i romanen, der står så klart, at ens liv aldrig rigtig bliver det samme igen. Og når man har lagt det sidste bind fra sig, er der en ekstra gave – en følelse af frygtløshed overfor andre mennesker. Sig goddag til et nyt og ærligt jeg…

Ditte Holm Bro læser, skriver og oversætter. Hun anbefaler denne bog til Yvons læseklub:
THE ARGONAUTS af Maggie Nelson
– ‘The Argonauts’ kredser om emner som kønsidentitet, familie, graviditet, fødsel, død, om at forandre sig og om at elske. Romanen tager udgangspunkt i Maggie Nelsons forhold til kunstneren Harry Dogde som er gender-fluid og gennemgår en hormonbehandling og kønsskifteoperation, imens fortælleren (Maggie) er i hormonbehandling for at blive gravid. Det er i sig selv en barsk og stærk beretning om at stifte (queer) familie, samtidig er det en formmæssig hybrid, der blander selvbiografi og teoretisk tænkning på en poetisk og vis måde. I januar 2017 var ‘The Argonauts’ en New York Times Bestseller og da jeg stod i boghandlen på Union Square med romanen i hånden, kom flere spontant hen til mig og begyndte at tale om hvor stor en læseoplevelse, bogen havde været for dem. Det er en roman, jeg bliver ved med at vende tilbage til, og hver gang ser og lærer jeg noget nyt. Sidst i romanen er der en dybt bevægende parallelbeskrivelse af Maggies oplevelse af at føde sin søn og Harry der sidder hos sin mor, mens hun dør. Det kan lyde som en plot-spoiler, men ‘The Argonauts’ er en roman, hvor det er måden der fortælles på, der er selve fortællingen. Det er så klog og vild og vidunderlig en bog, som jeg for tiden anbefaler til alle.
