Hvorfor fotograferer du?

– Verden undrer mig, og ved at undersøge den, giver den mere mening. På en måde er fotografi et mangesidet format, som skaber en fantastisk frihed. Men det er samtidig ustyrligt, for vi kan aldrig vide, hvad andre læser ind i det, og der er ingen garantier for, at folk forstår det. Hvad nogle mener er godt, er der andre, som ikke forstår. Dog er der masser af kunst, der vokser på dig, når du først forstår principperne. Selv holder jeg meget af det åbne værk, som tilbyder både forløsning og en dualisme. Fotografi er jo et spejl af det, vi kigger på. Det afbilder den verden, vi lever i, og flytter sig samtidig fra den – væk fra virkeligheden. Når det begynder at virke, er det fordi, det rækker ud over, hvad vi umiddelbart ser.

Hvad er det bedste, du nogensinde har gjort for dig selv?

– Min gamle mor og far åndede lettede op, da jeg fandt en retning og begyndte at fotografere for alvor. Alle forældre håber jo, at deres børn finder noget, der giver mening for dem, og det tror jeg også mine forældre gjorde. Min morfar var kunstner, men jeg havde ingen tro på, at jeg selv skulle den vej, da det forekom mig meningsløst. En dag opdagede jeg en dybere tilfredshed, som for alvor slog rødder, da det gik op for mig, at det betydningsfulde i at arbejde med kunst blandt andet handler om at kunne rykke ved noget og få andre til at anskue tingene på en anden måde.

Jeg troede i starten, at jeg skulle ud og redde verden og beskæftigede mig i mine første år som fotograf mest med reportagefotografi. Dengang var jeg meget optaget af at rejse rundt i konfliktområder, men jeg oplevede en menneskelig afstumpethed i mig selv og de steder jeg kom frem, hvor jeg på trods af, at jeg vandt fine priser og fik masser af anerkendelse var kronisk utilfreds. Men tiden med reportagefotografiet har været en vigtig dannelsesrejse for mig. Jeg arbejder stadig meget ”dokumentarisk” i dag, men det er på en anden måde. Det æstetiske udtryk er et andet, men i det kunstneriske rum, hvor jeg befinder mig nu, føler jeg mig langt friere, og ikke helt så bundet af regler og konventioner.

Har du et særligt talent?

– Jeg tror på, at alle har talent, men at det kræver hårdt arbejde at indfri. Kort sagt skal talent stimuleres. Mens man modnes som menneske, modnes man også som kunstner. Grundlæggende er det vigtigt, at man tør være nysgerrig på ting, man ikke nødvendigvis er bekendt med eller umiddelbart er inspireret af og tro på det, selvom man ikke helt kender vejen dertil. For mig var det en åbenbaring, da jeg fandt ud af, at billeder var et sprog i sig selv. Det er blevet min måde at være i verden på og formidle min version af den. For mig er fotografi et redskab til at kunne finde mening og er blevet min stemme, men det var nederlag i andre retninger, der gjorde, at det var fotografi, jeg kastede mig ud i. Så min egen målrettethed med det har også handlet om, at jeg ikke følte, der ikke var så mange andre veje for mig. Og tro mig, jeg har lavet masser af lortearbejde

Hvad har fotografiet givet dig?

– På et kunstnerisk plan har fotografiet en dobbelthed, som jeg er draget af, fordi det både har en stor relation til verden og virkeligheden her og nu, fordi den er med til at registrere den. Og samtidig er frigjort fra verden, fordi det lige så snart det er taget hører fortiden til. Så fotografiet er på mange måder dokumenter fra virkeligheden baseret på en narrativ betragtning. For mig er fotografiet en måde at inkludere mig selv i verden på.

Vil du fortælle om projektet An Ode to Pareidolia?

– Pareidolia er et psykologisk fænomen, der skitserer, hvordan hjernen fungerer ift. genkendelighed og som blandt andet får os til at se formationer og figurer i skyerne. Når vi som mennesker registrerer noget, vi har set før, får hjernen et behov for at skabe identitet og nye mønstre i tingene. Mønstre hjernen gerne vil have frem. Jeg har kaldt projektet An Ode to Pareidolia, fordi jeg netop holder meget af at arbejde med abstrakte ideer og koncepter. Samtidig er jeg meget optaget af materialer og tingens stoflighed, og An Ode to Pareidolia er derfor på flere måder et studie i nogle af fotografiets mest grundlæggende principper ift. lysfølsomhed og kemikalier.

Gennem tiden har jeg opkøbt gammelt fotopapir på nettet, der har været opbevaret fugtigt og udsat for forskellige kulde- og varmepåvirkninger. Det har beskadiget sølvbromiden i papiret og gjort det ustabilt. Sølvkrystaller er blevet til sølvioner og begyndt at vandre i gelatinen – en såkaldt ”silver migration”. Der er sket en konkret kemisk udvikling, og papiret har igennem den proces skabt et eget billede, der viser sig når det bliver fremkaldt. Den eneste bearbejdning jeg har foretaget er en fremkaldelse, og enkelte steder har jeg belyst papiret for at skabe en større grålig tonalitet i billedet. Resten er billeder, der blev skabt af udefra kommende påvirkninger. Lidt ligesom vi oplever i naturen med invasive arter, der af forskellige årsager har spredt sig til områder, som de normalt ikke hører til, og utilsigtet er med til at forandre verden. Skabe nye billeder, nye virkeligheder som vi mennesker ikke har kontrol over, men som vi prøver at skabe orden i. An Ode to Pareidolia er ment som et billede på nogle af de processer, hvor vi mennesker læser betydning og genkendelighed ind i tilfældige billeder.

Hvad er det ved mødet mellem det æstetiske og det naturvidenskabelige, som du finder interessant?

– Naturvidenskaben er interessant. Jeg tror på, at der oftest er en naturvidenskabelig forklaring på de fleste spørgsmål. Hvor andre finder svarene i religion, ligger de helt grundlæggende eksistentielle svar på, hvordan tingene hænger sammen for mig i det naturvidenskabelige. Hvad er lys? Hvad er grundstoffer – det er dem, der er udgangspunktet for det hele. At det hele kommer fra stjernerne er der samtidig en enorm poesi i.

Suzanne Brøgger sagde engang, at vi tørster efter succes og kun vægter det, der lykkes. Men vi er også nødt til at opleve fejlen, nederlaget, tristessen. For uden de sider opnår vi aldrig helheden.

 

I efteråret skød du en kampagne for Helmut Lang – hvordan balancerer du dit kunstneriske udtryk i henholdsvis kunstverdenen, modefotografiet og andre mere kommercielle projekter?

– Der er stor forskel på, når jeg fotograferer til nogen, der udviser et behov modsat mine egne projekter. Da jeg blev kontaktet af modehuset Helmut Lang var det på baggrund af min billederserie Boxer som jeg skød i perioden 2000-2003.  De spurgte, om jeg kunne lave noget lignende i en form tilpasset deres kampagne. Selvom jeg ikke vil kalde det et kunstprojekt, var det interessant at indgå i en sammenhæng, der ikke var min egen. Jeg var selv drengebokser, og i Boxer-serien kredser jeg om dreng-mand tematikken og om ritualet mandoms-prøve og tab af uskyld. Billederne viser unge boxere før og efter deres første kamp. Hele dramaet udspiller sig i billedet og i øjnene før og efter kampen, og der opstår en fortælling i det man ikke ser. Noget af det har jeg overført til Helmut Lang kampagnen, hvor jeg har arbejdet med modeller som ikke poserer, men viser en mere menneskelig side i form af en skrøbelighed, en usikkerhed og en sårbarhed. Det afgørende i mit arbejde er, at det er mig, der fører pennen og definerer billederne og ikke omvendt. Derfor kan jeg fint blande kunst- og modefotografi, så længe det giver mening og jeg selv tager ejerskab.

Hvad er den største udfordring ved at kaste sig ud at arbejde med kunst?

– At turde tro på at lave kunst som ingen anede de havde behov for. Altså at tro på, at det at lave kunst er vigtigt. Suzanne Brøgger sagde engang, at vi tørster efter succes og kun vægter det, der lykkes. Men vi er også nødt til at opleve fejlen, nederlaget, tristessen. For uden de sider opnår vi aldrig helheden. De fleste prøver at gøre det bedste de kan, og nogle gange når man rigtig langt. Men man når måske endnu længere ved at turde være der, hvor der er smertefuldt engang imellem og tingene ikke lykkes. Det kan ende med at blive en stor oplevelse for en selv at tillade sig selv at lave noget, der ikke er perfekt. Min egen proces kan være helt sorgfuld til tider. Men når jeg så finder ind til kernen og metoden, så vender det, og jeg bliver driftig og forløst. Det er her, jeg oplever fotografiet som forløsende og givende. At kunne fejle er en vigtig del af vejen dertil.

Tekst Maja Hahne Regild
Foto Nicolai Howalt