I NEVADAS ØRKEN — interview med fotograf Anders Overgaard
De ca. 70.000 festivaldeltagere ankommer med privatfly, bil eller til lejligheden specialdesignede tema-vogne. Mange er i kostumer, og de fleste har beskyttelsesbriller, som skåner deres øjne mod sandstormene. Burning Man festivalen er blevet til et internationalt mega-event for moderne hippier. Et event, der udspiller sig hvert år fra sidste søndag i august til første mandag i september, hvor et af principperne er, at man efter en uges festival ikke efterlader sig nogle fysiske spor. Nothing Left Behind er også titlen på den danske fotograf Anders Overgaards oversize fotobog med fotografier fra hans første Burning Man festival i Nevadas Black Rock Desert.
Din portfolio afslører, at du nærmest har fotograferet hele Hollywood, har rejst verden rundt og arbejdet med de mest ambitiøse mennesker. Nu har du dedikeret en hel bog til festivalen Burning Man. Hvorfor er Burning Man noget særligt for dig?
– Burning Man er en drøm for en fotograf: Smukke mennesker, der iscenesætter sig selv i vilde dragter. Art performances, musik, mode og masser af ørken. Det gik hurtigt op for mig, at man ikke kan nå at fotografere Burning Man på en uge. Jeg havde oprindelig fået tilladelse til en foto-reportage til Traveller UK. Det var svært at få lov, for festivalen ønsker ikke at nogen fotograferer til kommercielt brug. Men jeg fik lov og kom hjem med nogle vilde billeder. Da redaktionen så billederne løb de skrigende bort. Festivalen er et brølende monster, og det ligner jo virkelig, at man er havnet på en fremmed planet. Jeg stod med min vildeste oplevelse som fotograf og blev nødt til at tage chancen og bede om lov til selv at bruge billederne. Jeg vidste godt, at det ville være svært at få godkendelse fra festivalen, men pludselig kom der et ok. Og så blev Burning Man-projektet til mit eget bogprojekt.
De fleste går i ekstase, enten ved hjælp af stoffer, ved at holde sig vågen i mange timer eller ved simpelthen at hengive sig til det monster som festivalen er.
Hvad overraskede dig mest ved festivalen?
– Hvor seriøse folk er. De går op og ind i det. Black Rock ørkenen gør, hvad den kan for at slå dig ihjel, så det kræver en del forberedelse, inden man rejser dertil. Temperaturene svinger fra gloende hede til iskolde nætter, og sammen med blæsten er sandet virkelig generende for dine øjne. Deltagerne tager selv ALT med (inkl. vand), når de ankommer, og ALT med, når de tager afsted igen. Man efterlader intet spor. Deltagerne vil den her festival, og der er ingen halvhjertede forsøg. Et af principperne er, at festivalen er dedikeret til ‘acts of gift-giving’. Det forventes, at alle giver et bidrag, og det kan så være en performance, mad, et kunstværk osv. Det giver en rigtig god stemning, og som fotograf fik jeg uendelig mange udtryksfulde øjeblikke. En uge kan virke som rigelig tid til at dokumentere et event, men lige netop denne festival kræver noget af sit publikum. De fleste går i ekstase, enten ved hjælp af stoffer, ved at holde sig vågen i mange timer eller ved simpelthen at hengive sig til det monster som festivalen er. De seneste år er dem, der bliver kaldt ‘one-percenters’ – altså den procent, der udgør de rigeste mennesker – begyndt at invadere festivalen, med en lidt anden luksus. Så der er flere privatfly, helikoptere og gigantiske fuldt udstyrede tour-busser end førhen. For alle deltagere gælder det, at de kommer så langt væk fra deres normale hverdag som overhovedet muligt.
Din bog Nothing Left Behind har et format, man må sige rækker lidt udover normalen. Hvorfor?
– Jeg ville have, at den skulle være så fed som overhovedet muligt. Så det var noget med; hvor stor kan vi lave den og hvor dyrt papir kan den blive printet på? Den er nok blevet mere et samleobjekt end en standard coffee table-bog. Jeg kan godt lide den er ‘one of a kind’, og hvis jeg en dag får lyst til at printe den i et mindre format, så gør vi det. Lige nu kan jeg lide, at den er et trofæ – på omkring en halv meter.
Hvad er din største styrke som fotograf?
– At jeg altid løser opgaven. Jeg bliver udfordret på alle mulige måder; vejret, modeller, der ikke dukker op, locations osv. Jeg elsker min dag som fotograf – også udfordringerne. Jeg er så heldig at arbejde med nogle gode teams, og vi kender hinanden rigtig godt. Vi kan være alt fra 4 til 60 personer på et sæt, og så er det vigtig at uanset udfordringer, så ved alle, at opgaven bliver løst.
Gennem din karriere har du fotograferet tusindvis af personligheder, men hvilke har gjort størst indtryk på dig?
– Jeg er ikke star struck på nogen måde, så det er ikke sådan, at jeg kan fremhæve shoots med Harrison Ford eller Elizabeth Taylor som noget mere specielt end et med en munk i Tibet. The next door neighbor kan gøre et ligeså vigtigt indtryk på mig som en Hollywoodstjerne. At fotografere ved Burning Man tror jeg faktisk var en af mine mest overvældende oplevelser, og jeg må sige, at det nok også havde noget at gøre med, at jeg ikke anede, hvad jeg gik ind til.
Hvordan har dit liv som fotograf været, hvis du skal skære det ned til få linjer?
– Det har været skelsættende for mig at arbejde for Bruce Weber. Jeg blev skolet i København, men fra 1990 til 1995 arbejdede jeg som hans assistent, og han lærte mig utroligt meget. Mest om mennesker – mindre om teknik. Det var i den periode, jeg fik etableret mine gode forbindelser, som gik hen og blev et uvurderligt netværk.
Du bor i Købehavn og New York, men hvor finder du inspiration til dit arbejde? Vil du nævne nogle steder du synes er inspirerende?
– Når jeg rejser, har jeg desværre sjældent tid til at slentre rundt og opleve så meget. Så er der stramt program, men jeg får altid lagt tid ind til en løbetur. Og mens jeg løber, suger jeg til mig af ny inspiration. Når jeg holder fri kan jeg godt lide at gå på gallerier. I Los Angeles kan jeg bedst lide Fahey/Klein Gallery i LA Brea og i New York Staley Wise Gallery på Crosby Street. Jeg tager altid billeder, så egentlig er jeg nok altid lidt på arbejde. Mennesker omkring mig inspirerer mig, og jeg kan godt lide at besøge steder med særlige stemninger. I LA bor og spiser jeg på Chateau Marmont, der stadig har den der gamle Hollywood glam stemning. I NY kan jeg godt lide Rose Bar på Gramercy Park Hotel og Indochine, som der ikke noget nyt ved, men stedet er stadig ikonisk. Forleden besøgte jeg Nemoland på Christiania, hvor jeg ikke havde været i 20 år. Det var en vildt sjov oplevelse, og der var noget gribende ved stedet.
_
Anders Overgaard er født og opvokset i Købehavn, men flyttede tidligt til udlandet for at assistere både Gilles Bensimon og Bruce Weber. Han deler i øjeblikket sin tid mellem New York, London og København. Anders Overgaards redaktionelle arbejde har bl.a. været vist i magasiner som Harpers Bazaar, Vanity Fair, Vogue og GQ. Blandt de kommercielle kunder kan nævnes Estee Lauder, Ralph Lauren og Gap.
burningman.org
Nothing Left Behind kan købes på amazon.com eller på andersovergaard.com






_
Tekst: Mette Bonavent
Foto: Anders Overgaard
RELATEREDE ARTIKLER
ACE HOTEL AND SWIM CLUB
Palm Springs
SURFERS PARADISE
The Nomadic Hotel in Nosara, Costa Rica
THE LINE HOTEL
Koreatown, Los Angeles
NEW YORKS NOSTALGISKE HALVØ
På Coney Island med fotograf Gyrithe…